Egedal skal både være en attraktiv kommune for børnefamilier og en kommune, der kan fastholde sine unge borgere. Vi skal derfor til stadighed arbejde for at sikre gode forhold for børn og unge igennem hele deres opvækst. Forskning viser, at en tidlig indsats i vuggestue og børnehave forebygger mistrivsel i uddannelsessystemet og samfundslivet i almindelighed. Det gælder desuden her som andre steder, at det er bedre at forebygge end at helbrede.
Det konservative folkeparti mener, at en høj kvalitet i kommunens dagtilbud er en afgørende faktor for, at få succes i skolen og efterfølgende det rette fundament for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi skal investere i vores børn, og vi skal blive endnu bedre til at få mest muligt ud af de midler, der investeres på området.
Vores børn tilbringer meget tid i vuggestue og børnehave og derfor skal vi sikre, at de får den bedste pasning, der kan udvikle dem positivt. Børn skal tilbydes trygge sociale rammer, hvor de stimuleres og udfordres både intellektuelt og fysisk.
I det konservative går vi ind for det frie valg, så der i Egedal kommune fortsat er mulighed for at vælge det pasningstilbud, der passer den enkelte familie bedst. Uanset om det er dagpleje, privat eller offentlig daginstitution eller privat hjemmepasning.