Egedal kommune ligger naturskønt og centralt tæt på København. Vi kan blive en endnu bedre kommune at bo i, hvis vi udnytter vores potentiale og sørger for gode rammer.
Der er intet så forpligtende som ansvaret over for vores børn og børnebørn. De har fortjent at vokse op i et Danmark i naturlig balance, hvor frisk luft og rent vand i hanen er en selvfølge. Derfor er vi også glade for, at vi i Egedal allerede har gjort meget de seneste år for at tænke mere bæredygtigt og med respekt for naturen.
Det er god konservativ politik at investere i klima- og miljøforbedringer. Det betaler sig – også for Egedal. Egedal skal være på forkant i den grønne omstilling. Vi skal bl.a. fortsætte elektrificeringen af kommunens bilpark og på den måde gå foran i indsatsen mod CO2 udslip, forurening og støj. Og det giver god mening at have større fokus på energieffektiviteten i kommunens egne bygninger og bistå virksomheder og borgere med at begrænse energiforbruget. Vi skal fastholde og udbygge vores position inden for bæredygtighed, samtidig med at vi sikrer balancen mellem vækst og udvikling og hensynet til natur og miljø.
Mange løsninger er ikke kun godt for miljøet, men også for økonomien, og kan i visse tilfælde tilmed gøre jobbet lettere for vores ansatte i kommunen. Derfor skal vi blive ved med at ind tænke og anvende nye smarte værktøjer, teknologier og løsninger, som sætter skub på den grønne omstilling og bevarelse og sikkerhed for miljøet.